ARKIV FOR DETALJERS SKRIVESKOLE

 

Arkiv for Detaljer tilbyder i foråret 2019 en 12-ugers skriveskole.

På skriveskolen arbejder vi med alle former for prosa. Du er derfor velkommen, uanset om du skriver noveller, kortprosa, roman, ungdomslitteratur, science fiction, essayistik eller eksperimenterer med genrehybrider. Det vigtigste er, at du er skrivende.

I centrum af undervisningen står læsningen af elevernes egne tekster. Tekstlæsningen foregår i fællesskab under ledelse af de to faste undervisere. Vi analyserer tekstens temaer, genre og stil. Vi diskuterer bl.a. ordvalg, flow, metaforik og retoriske greb. Vi taler om, hvad der fungerer godt i teksten, og hvad der kan forbedres. Først og fremmest går vi til teksten på en seriøs, konstruktiv og kreativ måde.

Undervejs i forløbet vil der også være inspirerende oplæg fra underviserne, og vi får besøg af tre gæsteundervisere, der alle er forfattere. Som elev på skriveskolen kan du forvente at have tekst på mindst tre gange gennem forløbet.

Tid og sted
Undervisningen finder sted i uge 10-22 2019 hver onsdag kl. 18.30-22.00 i Poesiens Hus på Østerbro, Oslo Plads 1 (Den Frie Udstillingsbygning).

Ansøgningsfrist: 31. januar 2019

Pris
4800 kr.
(15 % rabat til studerende og arbejdsløse)

Ansøgning
Ansøgningen skal indeholde 3-5 siders tekst.
Husk at oplyse navn, adresse og telefonnummer i mailen.
Ansøgningen sendes til: skriveskolen@arkivfordetaljer.dk
Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål om skriveskolen eller undervisningen.

Om underviserne
Rikke Oberlin Flarup er forfatter og indehaver af Arkiv for Detaljer. Hun har senest udgivet ungdomsromanen Telefontesten på forlaget Vild Maskine. På Arkiv for Detaljer udgiver hun dansk og nordisk skønlitteratur. Hun er uddannet cand.mag. i Visuel Kultur og er daglig leder af Poesiens Hus.

Viggo Bjerring er forfatter og cand.mag. i idéhistorie og dansk. Han har udgivet kortprosa- og novellesamlingen Balancekatten og kortromanen QWERTY. Han har desuden skrevet essays og arbejdet som redaktør på både fag- og skønlitterære udgivelser.

Gæsteundervisere i foråret 2019:
Lone Aburas, Asger Schnack og Iben Mondrup.