Digtets Ånd

Digtets Ånd XVII

Digte skabt af Pauline Jupin i forbindelse med udgivelsen af tidsskriftet ALLC#10 med temaet ÅND. Digtene her er skabt ud fra elementer sendt med posten til Pauline Jupin af ALLC#10's læsere. Ved køb af ALLC#10 kan du selv få mulighed for at sende og modtage et digt. Scroll ned for at læse alle digtene, det nyeste står øverst.

 

Envelope n.17 sent by Sofie H. J.

Sent in March 2019  / opened in February 2021

Contents:

  • a glass stone
  • black glitter dust

The answer sent in April 2021 

(for Danish and English scroll down)

 

Pour Sofie 

 

De la poussière

à la poussière

dans la poussière

c’est-à-dire dans la vie

 

convoquer la sève des pierres

flouer les calcifications geôlières

caresser les pousses d’hier

 

dans leurs crinières

                                      le poème de demain

 

 

Til Sofie 

 

Fra støvet

til støvet

i støvet

det vil sige i livet

 

at påkalde stenenes saft

at bondefange de fangevogterske forkalkninger

at kæretegne i gårs spirer

 

i deres manker

                              i morgens digt

 

 

To Sofie 

 

From dust

to dust

into the dust

that is to say into life

 

to summon the sap of stones

fool the jailer calcifications

cherish yesterday’s sprouts

 

in their manes 

                                  tomorrow’s poem

 

 

Digtets Ånd XVI

Digte skabt af Pauline Jupin i forbindelse med udgivelsen af tidsskriftet ALLC#10 med temaet ÅND. Digtene her er skabt ud fra elementer sendt med posten til Pauline Jupin af ALLC#10's læsere. Ved køb af ALLC#10 kan du selv få mulighed for at sende og modtage et digt. Scroll ned for at læse alle digtene, det nyeste står øverst.

 

Envelope n.16 sent by Marie L. from New-Zealand

opened in March 2020

 

Contents :

  • a thin piece of wood with flower patterns
  • a heart shaped magnet
  • 18 small dark-blue stars 
  • a dry flower

The answer sent in November 2020 : 

(for Danish and English scroll down)

Ilustrations : GULZI  (Instagram: @gulzi_illustrations / site web :  https://gulziillustrations.portfoliobox.net/

 

 

Pour Marie L. et pour la constellation de visages amis qui illumine mon chemin quand il fait sombre et étroit

* "étroits sont les vaisseaux " vers extrait d'Amers de Saint-John Perse 

 

 

 Til Marie L. 

* "snævre er skibene" cf. Saint-John Perse, Amers 

 

 

To Marie L. 

*  narrow are the vessels, in Amers by Saint-John Perse 

 

Digtets Aand XV

Digtene i bloggen er skrevet af Pauline Jupin i forbindelse med udgivelsen af tidsskriftet ALLC#10 med temaet ÅND og er skabt ud fra elementer sendt med posten til Pauline Jupin af ALLC#10's læsere. Ved køb af ALLC#10 kan du selv få mulighed for at sende og modtage et digt.

 

Digtets Aand XV 

To Eske 

Envelope n.15 opened on February 14th 2020 

Contents :

  • a small blue envelop containing Saffron threads with the mention ODEUR SAFRAN (SAFFRON SMELL)
  • a 4 sides postcard with its original illustration of la Baie des Anges (the Angels' Bay) in Nice and 3 pasted images : 1) some books, the text Give+Take and small silhouettes of horses and men (knights) 2) a man playing ping-pong 3) a white tiger with red eyes

 

The answer sent on March 12th : 

a poem in 5 parts delivered with a home-made Rhum arrangé 

parts number 3 is partly extracted from a previous piece called Qu'ai-je fait de toi ? (https://paulinejupin.bandcamp.com/album/quai-je-fait-de-toi) 

(scroll down for the Danish and the English version) 

 

 

 

Nb. 

Références à Une Saison en Enfer d’Arthur Rimbaud : Jadis, si je me souviens bien(vers d’ouverture du recueil) et Le-printemps et-puis ça-recommence, le-rire des-idiots (détournement du texte original de Et le printemps m'a apporté l'affreux rire de l'idiot.)

 

L'aurore en robe de safran, référence à L'Odyssée d'Homère (également dans Digtets Ånd XIII/Prière d'ingérer)

Rhum arrangé : rhum blanc (Guadeloupe), 2 pistils de safran, du sirop de sucre de canne, une pincée de vanille, un peu de citron vert.

 

*****

Alle disse frugter.

Alle disse sommerfrugter, der får træerne til at give efter.

Alle disse frugter, al denne hede, der næsten får sjælen til at give efter.  

Og denne kærlighed, hvad er det for en frugt?

Livet giver, livet tager; i dag giver livet.

Livet giver en lektion i gavmildhed.

Hænderne fulde – et tusind ville ikke være nok/ville ikke række.

De mættede kød, stadig krævende.

Trampolinen under kirsebærtræet.

Alt der skete mellem blomsten og frugten.

Så mange forgreninger i mulighedernes træ.

Himlen, balancekunstner på horisontens slackline.

Dette er vores springbræt, vores bord, vores seng ligeledes.

Sommeren vores årstid.

 

 

Efteråret, herhen falder bladene, derhen, i den chaparral,  høster man safran.

 

 

     Vores længslers

   blege vand     

  i denne hede   

    vinter 

fører           
besværligt
med sig
vores lidelsers
 salt
livet giver
livet tager
i dag
tager livet
tager livet
suturens
form
der hvor
frugten
en dag
modnede
hang
faldt
 
 
 
hvordan
underbindes
en
fantom
smerte
 ?

 

 

Forår-et og-så starter-det for-fra, idioternes-latter

 

 

Alle vores årstider, jadis si je me souviens bien…Livet giver, livet tager, det er den samme bevægelse. Jeg har givet og taget ligeledes. Hver herhener en fjernderhen. Hver fjerner en herhenfor nogen. Alle vores årstider, og på den velegnede én, vil jeg sætte sejl. Sætte mit feline hjerte -den truede art- på eksil i en anden Baie des Anges. Jeg vil lade mine sår tørre under vidtåbnede himle, langsommeligt, ligesom sjældne støvfangere håndplukkede i en steril blomst, som bliver finere med tiden. For enden af disken, af årstiderne og saltningerne – fra en vis afstand – her er vi silhuet blandt silhuetterne; skyggen gør ikke meget ud af bruddenes toneomfang. Silhuet blandt silhuetterne, der sætter en ære i at næven slår hårdere end alkoholerne på encefalo-zinken. For endelig at svede den imellem-raseri-og-sorg grundtone. Sveden, alkymistisk krykke for visse navnløse ting; dens bitterhed, et indtil nu ukendt perspektiv på det liflige og det blide i sjælens armatur. Det er den samme frugt, modnet, plukket, bidt, tygget, fordøjet, for altid tabt og vundet; den samme bevægelse, samme ping-pong, altid den samme årstid. Livet som oxymoron for livet.

 

NB.

To referencer til Arthur Rimbauds En årstid i Helvede : Jadis, si je me souviens bien (åbnings linjer) og Forår-et og-så starter-det for-fra, idioternes-latter (inspireret afOg foråret bragte mig idiotens frygtelige latter)

 

*****

All those fruits.

All those summer fruits that make the trees give in.

All those fruits, all this heat, that almost make the soul give in.

And this love, what kind of fruit is this ?

Life gives, life takes ; today life gives.

Life gives a lesson of abundance.

Hands full – a thousand wouldn’t do. 

The sated fleshes, still craving.

The trampoline under the cherry tree.

Everything that happened between the flower and the fruit.

So many ramifications in the Might-be tree.

The sky funambulist on the horizon slackline.

This is our springboard, our table, our bed likewise.

The summer our season.

 

 

The automn, here the leaves fall, over there, in this chaparral, saffron is harvested.

 

 

The pale water

of our longings

in this sorching

 winter      

carries

with pain

the salt of   

     our torments  

life gives

life takes

today

life gives

life takes

the form

of the suture

where

the fruit

one day

matured

hung

fell

 

how to

ligate

a phantom

pain

?

 

 

The-spring and-then it-s starts-over, the-laugh of-idiots

 

All our seasons,jadis si je me souviens bien… Life gives, life takes, this is the same movement. I have given and I have taken likewise. Every here is a far-away over there. Every far-away is a here for someone. All our seasons, and at the suitable one, I’ll set sails. I’ll exile the feline of my heart – this endangered species – in another Baie des Anges. I’ll let my wounds dry under wide open skies, leisurely, like rare pistils, gathered from sterile flowers, that would become more precious with time. At the end of the counter, of the seasons and of the saltings – from a certain distance – here we are silhouette among silhouettes; the shadow doesn’t make much of the fracture’s tessitura. Silhouette among silhouettes, making it a point of honor to punch harder than the alcohols on the encephalic zinc. To at last sweat this in between rage and sadness base note. The sweating, alchemical crutch for some nameless things; its bitterness, an unprecedented perspective on the suave and the tender in the armature of the soul. This is the same fruit, matured, plucked, bitten, chewed, digested, forever lost and won; the same movement, same ping-pong, always the same season. Life as: oxymoron of life. 

 

Nb. Two references to A season in Hell by Arthur Rimbaud Jadis, si je me souviens bien (opening lines) and the-laugh of-idiots (inspired by the original text: And Spring brought me the frightening laugh of the idiot)

L'aurore en robe de safran (reference to Homer's Odysseus) recipe : rum, 2 pistils of saffron, sugar cane sirups, a bit of vanilla, a squeeze of lime